TOGT 10: Panama - Marquesas (Stillehavskryds)

Panama City - (Costa Rica) - Galapagos - Marquesas øerne

Dette togt er nok noget af det, vi har set allermest frem til. Det store Stillehavskryds!
I påmønstrer i Panama City, Her vil vi bruge en uge på at klargøre Hvalodea til den lange rejse med både proviantering og håndværk. 

Når alt er forberedt sejler vi en smule op langs Panamas kyst eller måske Costa Ricas kyst, for at udforske regnskoven og for at dykke i stillehavet. Det bliver første møde med Stillehavets undervands-verden, og vi håber derfor på at se både Mantarays, hajer mm.

 

Derfra sejler vi til Galapagos. En længere men højest sandsyneligt, rolig sejlads, da der i dette område typisk er svag vind på denne årstid. Galapagos har et fuldstædigt unikt dyreliv, og vi glæder os derfor til at hilse på enorme landskildpadder, dykke med hammerhajer, varaner og pingviner mm..

 

På Galapagos gør vi det sidste klar før det store Stillehavskryds. Dette bliver en lang sejlads (måske 20-30 dage), hvor vi skal nyde sejladsen fuldt ud. Når man sejler langt, går tiden typisk med at snakke, høre musik, fange en masse store fisk, diskutere hvordan fiskene skal tilberedes, sove så meget man kan, og kigge på de uendeligt mange stjerner på nattevagterne. Vi kommer til at bruge ligeså meget tid til søs som til lands, derfor er det en fordel, hvis du har erfaring med at sejle. 

Når vi anduver Fransk Polynesien, vil vi se Marquesas-øerne rejse sig fra kimningen, og vi bruger den resterende tid at dette togt på disse smukke øer. Her er unikt dyreliv under vandet, og de frodige og stejle klippeøer er overvældende. Polynesien rummer spændende historie, tradition for smukke tatoveringer, dans og musik.

 

I skal flyve hjem fra Marquesas ø-gruppen, og flybilletter fra Fransk Polynesien er desværre lidt bekostelige, da det jo er en lang rute. Vær derfor obs på, at du har luft i økonomien til disse billetter.

Det lyder idyllisk at krydse Stillehavet, men det er altså en sejlads på 20-30 dage, hvor man ikke lige har mulighed for at stå af. Det er en bedrift at sejle langt, og kræver en masse både fysisk og mentalt. Dette skal man være indstillet på, og man skal måske overveje om et oceankryds, er den bedste måde at "snuse til" sejlads for første gang. 

 

Vær opmærksom på, at der er en ekstraudgift på ca. 100 USD pr. mand i Cruising fee på Galapagos.

 

Alle stop og datoer er vejledende, da vi sejler efter vinden, vejret - og Corona-situationen. 

 

Alle skal være færdigvaccinerede mod Covid-19 og Gul Feber. 

Påmønstring: 11. marts 2022 i Panama City
Afmønstring:  18. juni 2022 på Marquesas

Antal dage ca.: 100 dage
Sømil ca.: 4000

Alle pladser optaget